Bisp. I 22 Aar førte han Krumstaven under saare vanskelige Omstændigheder. Først havde han en lang og bitter Strid med Abbed Henrik paa Utstejn, der havde negtet ham at visitere Klostret, som var kommet i Vanrygte; – senere bebehøvede han al sin Kraft for at forsvare sit Bispesædes Rettigheder mod den mægtige og anseede Ridder Vincens Lunge, der havde kastet sine begjærlige Øjne paa Utstejns Klostergods. Under sit Ophold i Danmark 1531 fik han Anledning til at blive bekjendt med de Fremskridt, Luthers Lære der havde gjort, og derom underrettede han Erkebiskop Olaf Engelbrechtson i Nidaros (3dje Aug. 1531). – Dog var det ham forbeholdt at blive Vidne til Begivenheder, der dybt maatte krænke ham baade som katholsk Bisp og Nordmand. Den 12te August 1536 tog en Del danske Rigsraader og Kong Christian III i Hemmelighed den Bestemmelse, at alle danske Bisper paa een Dag skulde fængsles, hvilket ogsaa udførtes, og paa en dansk Rigsdag i Kjøbenhavn blev det efter Kongens Forslag stadfæstet, at Bispe-Titel og Værdighed skulde afskaffes og Bispegodset inddrages under Kronen. Om Bispetienden, Klostergodset og de øvrige gejstlige Ejendomme bestemtes derimod, at de skulde anvendes til gudeligt Brug eller til milde Stiftelser, til Hospitaler, lærde Mænds Forsørgelse, Universitetet og Skolernes Forbedring. Samme danske Herredag erklærede, som bekjendt, Norge for et Ledemod af Danmark, berøvede det dets Rigsraad og Selvstændighed. Ved de norske Bispers kort efter paafølgende Afsættelse tabte Norges Uafhængighed sit sidste Værn. Erkebiskop Olaf Engelbrechtson flygtede til Holland, hvor han kort efter døde; Oslo Bisp nedlagde sin Post frivillig; Bergens Bisp lod sig vie til evangelisk Superintendent; Hamars Bisp, Magnus, blev ført fangen til Danmark, og selv den fredsommelige, dansksindede Hoskold blev fængslet og ført til Bergen, hvor han kort efter døde i Fængsel.
