Fem og tyve Bisper havde, førend den lutherske Kirkeforbedring blev indført i Norge, beklædt Stavangers Bispesæde. Den første var Englænderen Reinhalldr, der med sit Liv maatte bøde for sin Troskab mod sin ulykkelige Konge, Magnus den Blinde. Tvende af de første Biskoper, Jon og Eirikr, vare blevne hævede op paa Nidaros’s Erkebispesæde, hvor den Sidste spillede en vigtig Rolle i Kirkens Strid under Kong Sverrir. Stavanger Stifts øvrige katholske Bisper have ikke erhvervet sig noget særdeles Navn, hverken i Fædrenelandets Historie eller i Kirkens Annaler. De synes i Almindelighed at have været skikkelige Mænd, der syslede med deres Stifts Bestyrelse og hverken ved sjeldne Aandsgaver eller store Dyder ere blevne videre bekjendte. En Undtagelse gjør dog den tiende Bisp, den trættekjære Arne, der fra 1276 til 1303 sad paa Stavangers Bispestol. Hans hele stridbare Færd kan tjene som et mærkeligt Exempel paa, i hvilken Grad en Prælat i de Dage turde vove at trodse Kleresi, Konge, ja Pave. Rækken af Stavanger Stifts katholske Bisper sluttede Hoskold Hoskoldsson, der 1513 blev valgt til Stiftets
