Det er ombor paa «Motala».
Nede i min lille lugar ligger jei fuldt paaklædd paa køjen og sover en uroli søvn. Pludseli farer jei i vill skræk op a køjen og frem paa gulve, og tar mei forfærdet me begge hænder om hode —
Gud, vi er vist inne alt... og kansje har hun vært der for aa ta imot mei, og er gaat igjen siden jei ikke var paa dæk...
Nej, gusjelov! — jei puster lettet ut — maskinen arbejder endda...
Jei skynner mei ut paa dække. Vi passerer just inn gjennem det trange sunn forbi Hægholmens gule træfyrtaarn — det gryr a dag. Vanne ligger spejlblankt henover, alt er saa ensomt og tyst - bare den jevne brusen af dampskibets gang gjennem det stille vann, ossaa inni den, maskinens dæmpede taktfaste slag...
Vi drejer inn omkring Hovedøen. Foran os derinne glier havnen frem me sine master og ræer, og bak den ligger byen, hyllet i en let hvit maarendis — den gamle kjente byen som jei hadde trodd aldri aa skulle se mer. Lænet mot hjørne a
