Side:Syk kjærlihet.djvu/99

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


røke-logaren staar jei der og stirrer inover me bankende hjerte...

— Tænk om hun naa sto derinne paa bryggen og ventet! om hun var det første menneske jei fik se!...

Hjerte tar til aa klappe ve tanken, jei bli rent matt i knæene, saa jei knapt kan holle mei oprejst — og me begge hænder presset haart inn imot hjerte blir jei staaende der og stirre, mens dampskibe stryker stille inn i den sovende havn...

Vi glier inn mellem fæstningsbryggen og fæstningens baathavn. Paa bryggen staar bare en sjouer til aa ta imot trosserne som hives ilann — ellers ikke et menneske aa se. En forfærdeli træthet faller over mei mens jei stirrer opover den tomme bryggen, alting blir me éngang saa forfærdeli tongt og sørgeli, en tyk graat stiger mei kvælende op i halsen — og ned vakler jei i kahytten igjen, inn i min logar, og kaster mei graatende paa køjen...

Som jei netop er falt hen i uroli blunn, skvætter jei me ét op, overenne i køjen. Forhænge for døren er blet trukket tilside, et ansigt titter inn til mei. —

— Hanseman, er det dej? sier Schander — for ham er det.

— Ja! godag! — og jei slænger benene utfor køjkanten og gnier mei i øjnene.

— Godag gamle dreng, hvordan har du det?