helt ut, jei blir ikke mæt a Dem, jei ligger jo der og sukker og sukker efter hvasomhelst fra Dem: — efter aa slikke Deres sved, efter aa suge det blo som rinner fra Dem hver maaned, jei vil suge det inn i mei altsammen saa ikke en draape gaar tapt, jei ønsker mei aa kunne leve bare af affalle fra Deres legeme, Deres urin vil jei drikke, Deres exkrementer vil jei spise, alt, alt! vil jei gjøre me Dem som en menneskeli hjerne kan hitte paa — og jei ligger og leter efter noe som kunne tømme det hele ut, og finner tilslut ikke andet enn et aah, om jei kunne gjøre mei bitte liten og krype inn i Dem og kysse Dem og slikke Dem invendi, overalt, og bli derinne, og leve og dø derinne, inne i Dem — men det var jo heller ikke nok...
Saa! — naa er det altsaa sagt, og det maatte jo sies, siden vi engang var begynt me dette her.
Om dette nu er stykt eller ikke stykt, hva kommer det sagen ve? det afhænger jo af om Di syns det er stykt eller ikke. For mei er det jo altsammen dejliere enn noen ting i verden naar jei ligger der og skriker efter Dem af hele min sjæl — dejliere enn noenting i verden, samtidi me at jei væmmes ve at jei tiliere har kunnet gjøre bare det ene som jei skrev om, me noen som ikke var Dem. Men at det er sykt, det er sikkert. Eller hvorfor, naar jei ligger her paa denne sengen, hvor Di har ligget engang, og fantaserer mei til at Di elsker mei — hvorfor risler der mei da ikke simpelthen
