Side:Syk kjærlihet.djvu/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Tak Vera! tak for alt! jei sitter her og græter mens jei skriver, oppe paa den lille kvisten hvor solen skinnet saa lyst inn en maaren tili, da Di laa derborte paa sengen og jei sat ve siden af og græt og fik lov til aa lægge min kinn ned paa Deres varme haann, og saa strøk Di mei endda til me den andre haannen over den andre kinnen og lot den bli liggende der. Jei har den endda den lille kvisten; den er full a væggedyr og har ikke utsikt over Paris som det værelse jei skulle flytte inn i og som nu staar tomt for min regning; men jei har ikke kunnet flytte herfra i disse dage, fordi der ennu lissom er noe a Dem igjen her. Jei sitter her sent paa natten me et lys tænt og skriver og græter over mei sell og min skjæbne. Men det er det samme — jei lever da nu allikevel! lever helt fyldt a Dem, Di risler mei inn gjennem sjæl og krop, gjennem marv og ben hvert sekunn jeg lever, saa jei gaar her i én dirr — det har jei gjort siden Di rejste, og det vil jei komme til aa gjøre intil det øjeblik da jei faar lægge mit hode i Deres fang og dø. Vera! hvor jei glæder mei til det øjeblikke — ja for jei elsker Dem nemli altsaa, elsker Dem slik som man vist først kan naar alt haap er borte og bare døden venter. — —

I dage og nætter gik jei og skulle skrive dette breve men kunne ikke. Jei fik ikke rist eller ro noe sted, jei vandret som en fredløs om i Paris, altid