Tak Vera! tak for alt! jei sitter her og græter
mens jei skriver, oppe paa den lille kvisten
hvor solen skinnet saa lyst inn en maaren tili,
da Di laa derborte paa sengen og jei sat ve
siden af og græt og fik lov til aa lægge min
kinn ned paa Deres varme haann, og saa strøk
Di mei endda til me den andre haannen over
den andre kinnen og lot den bli liggende der.
Jei har den endda den lille kvisten; den er full
a væggedyr og har ikke utsikt over Paris som
det værelse jei skulle flytte inn i og som nu
staar tomt for min regning; men jei har ikke
kunnet flytte herfra i disse dage, fordi der
ennu lissom er noe a Dem igjen her. Jei sitter
her sent paa natten me et lys tænt og skriver
og græter over mei sell og min skjæbne. Men
det er det samme — jei lever da nu allikevel!
lever helt fyldt a Dem, Di risler mei inn gjennem
sjæl og krop, gjennem marv og ben hvert
sekunn jeg lever, saa jei gaar her i én dirr —
det har jei gjort siden Di rejste, og det vil jei
komme til aa gjøre intil det øjeblik da jei faar
lægge mit hode i Deres fang og dø. Vera! hvor
jei glæder mei til det øjeblikke — ja for jei
elsker Dem nemli altsaa, elsker Dem slik som
man vist først kan naar alt haap er borte og
bare døden venter. — —
I dage og nætter gik jei og skulle skrive dette breve men kunne ikke. Jei fik ikke rist eller ro noe sted, jei vandret som en fredløs om i Paris, altid
