Side:Syk kjærlihet.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


me Dem for mine øjne, gaaende litt foran mei i den lysviolette kaapen og det alvorlie skjæbne-ansigte fra kupévindue vent halt tilbake mot mei. Jei maatte vandre afsted efter Dem. Hen over store solbeskinnete Boulevarder me farver og lys og liv og larm — inn i stille graa trange gater hvor menneskene sitter utenfor sine dører og snakker gemytli me hverandre tværsover gaten som for 100 aar siden — i alle slags gater. Og jei har sat mei aa hvile paa alle slags kaféer og knejper; paa dem vi hadde vært paa sammen, og paa andre hvor vi ikke hadde vært — overalt. Timer kunne jei sitte saanne steder og skjælve, uten aa tænke, aldeles abruti — intil jei pludseli brast i graat. Men i timer kunne jei ossaa sitte og smile ve tanken paa det øjeblik da jei skal faa lægge mit hode i Deres fang og dø. — Først siden, da jei ble roliere, kunne jei sætte mei til aa skrive som jei hadde loft.

Men naa da jei har skrevet — me forfærdeli møje, for jei har rystet og skjælvet hele tiden og hat saa vanskeli for aa tænke, og pinli var det jo ossaa aa skrive meget af dette — naa ser jei at jei har jo allikevel ikke kunnet si Dem hva jei føler, og det gjør mei ont, for jei ville saa gjerne faat sagt Dem det. Men jei aarker ikke forsøke det engang til, saa Di faar ta det som det er. Og desuten, hvem vet om det ossaa kan skrives? jei synes at skulle jei kunne faa Dem til aa forstaa det jei føler, saa maatte jei ha Dem staaende ve siden a