Side:Syk kjærlihet.djvu/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


a mei at Di ville holle det løfte Di ga mei den natten i Boulogneskoven: jei ville faa lov til aa lægge mit hode i Deres fang, og saa ville Di knuse det for mei me en revolver. Jei visste Di ville holde det løfte — og op i mei steg der en glad forventning om den dag da det skulle ske, og jei løftet mit hode, og rettet mei i ryggen, og gangen ble spænsti — jei var stolt allikevel over at Di, den eneste i verden, dog holt saa meget a mei som Di gjore... ved gud, jei byttet til trots for alt ikke — det skulle da vært me Waldemar, skønt sell det... naa? efter det jei visste? — nej, ikke naa mere...

Hvor Boulevard Magenta støter sammen me de ydre Boulevarder stanset jei og pustet langt ut —: Ahh! altsaa, endeli allikevel noe foran mei, en rø traa gjennem resten a mit liv! — Solen skinnet, fulene sang, butiksfolkene gik der saa roli inne under det svære soltelte paa hjørne og stillet op sine marchandiser paa étalagerne; folk gik og kom saa tilfreds og fornøjet; to gamle koner trykket hverandres hænder paa hjørne —: oh l’beau temps qu’il fait! sier den ene. — Oui madame! svarer den anden fornøjet. — Au revoir madame! — Au revoir madame! — og de gaar hver sin vej. Og jei gaar ossaa min vej, bortover den næste Boulevard, under høje lysegrønne plataner — me Dem for øjnene og den syke angest skjælvende gjennem bloe, men gla allikevel — —