dype-grønne blomstrende kastanjer, mellem butikfyrer og arbejdere og arbejdersker og butikpiker...
Hvor de bø mei imot naa, disse nette onge pikene med sine fulle former og sin kontante parisiske gang! Paaklædde mannequin’er, pyntete marionetter forekom de mei aa være allesammen — og som ikke tilhørte noe kjøn! der var jo ikke mere enn én virkeli kvinne i hele verden — aa hvor jei skalv! hvor Di rullet mei som en syk angest gjennem bloe! og jei saa Dem gaa der i den lysviolette kaapen, et helt skritt foran mei, litt til siden, me den gangen som er saa Dem; og jei gjættet linjerne under, disse linjer som er saa Deres, aah saa bare Deres i hele verden — og angesten løp mei ennu sykere gjennem bloe, og jei storskalv da Di plutseli vente hode og saa paa mei me det alvorlie stor-øjete skjæbneansigte fra kupé-vindue — gud, gud! hvor jei var syk... Og slik, i denne tilstann skulle jei altsaa naa sætte mei ned og skrive om Bjørnson og Mirlitonen og Bastillen, og hva det var for noe altsammen — jei skjønte ikke hvordan det skulle gaa til, men jei visste jei ville komme til aa gjøre det allikevel; for hjem maatte jei altsaa naa — hjem! Ikke for aa vinne Dem, det var jo utænkeli, det kunne ikke ske — nejmen fordi jei visste, at hvor meget Di enn kom til aa væmmes ve mei syke vrak a en mann, saa ville Di allikevel komme til aa holle saa meget
