Side:Syk kjærlihet.djvu/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


begge sider inover, sitter stive engelske gentlemen me sine glasser foran sei paa stive firkantie borer — og ser tause hen for sei. Ingen latter og spøk, ingen munter højrøstet passiar som i franske kaféer — som højtidelie alvorsmænn ser de ut alle de som sitter her... Og jei vist ossaa! — bare det at jei er ikke saa mørk invendi som de andre; mei har jo whiskyen gjort saa lys og saa let og saa likegla me alt...

Pludseli slaar klokken to paa uhre over den høje buete ingangsdør.

Et par gentlemen rejser sei — her stænges jo ve totiden desværre — og pludseli viser det sei at de højtidelie alvorsmænn knapt kan holle sei paa sine ben... Flere rejser sei — det er likedan me dem... Og de nikker alvorli til værten og til Charly og gaar me stive rygger og vaklende ben ut paa Boulevarden...

Da kaféen tar til aa tømmes stikker jei ut mit glas, nikker gonatt til værten og Charly jei ossaa — og vandrer ut paa Boulevarden og opover mot Montmartre.

Natten er klar og frisk, gaterne tomme og stille; stjernene blegner alt; maarenen begynner aa gry. Let og sorgløs vandrer jei afsted...

... Mit færdie liv — hva kommer det mei ve! jei skal jo se henne igjen! Og siden saa er der ikke noe mere; ikke noe gott og ikke noe vont — hva kommer det mei ve!

Hø, live er et lotteri, og jei har spillet og