Klokken er to om natten. Inne paa «Neel», en stiv elegant engelsk kafé nede paa den store Boulevard, sitter jei me min whisky-and-soda og røker en cigar, passeli full og vel tilmode. Alle mine sorger er som strøkne væk: den whisky-and-soda jei har foran mei er den fjere i rækken, og jei har hvergang blinket bort til Charly og han har vært hyggeli og lavet dem rikti stærke til mei iaften...
Hvor jei befinner mei vel herinne...
Naar tingene stormer altfor haart inpaa mei og det hele blir for afskyeli vont og fælt saa jei blir ræd mei sell og vét ikke hvor jei skal venne mei hen — altid hvis jei har penge skynner jei mei da hit ned; og altid finner jei glemsel og vandrer sorgløs herfra.
Hvor jei liker dette stede!
Kaféen jei sitter i er aflang og dyp inover, me højt hvælvet tâk — oprindelig et stort portrum som de har gjort om. Men det mærker man ikke naa, ialfall ikke ve aftenslys, brilliant oplyst som her er... Langs de gyldenlærs vægger paa
