tabt, jei som saamange andre, det er det hele... Og jei skal endda faa se henne igjen... om tre uker!... stakkers tre uker — hvor snart gaar ikke de!... Og naa befinner jei mei saa inderli vel, og skal hjem og sove — sove dejli og roli ovenpaa denne whiskyrusen... hvorfor skulle jei sørge? — aanejda!...
Jei tar opover rue Notre-Dame-de-Lorette. Oppe paa hjørne af rue des Martyrs staar en enli pike, i kaape uten hat... en Boulevardpike... une femme sans chapeau... naa, mei skal hun sgu ikke fiske!...
— Bonsoir monsieur! sier piken og trær frem foran mei idet jei vil gaa forbi, saa jei blir nøtt til aa stanse op og se paa henne — stakkar, hun er ikke vakker engang!...
— Vil Di gaa me mei hjem?
— Nej, svarer jei og ryster paa hode — jei har faat nok a disse kjedelie Pariser-fruntimmerne naa! der fins sgu ikke én hyggeli pike mellem dem alle sammen — adjø!
Men saa griper hun mei i armen:
— Det er jo bare noe tøv, det Di der sier! Kom naa og gaa me skal Di bare se! — og hvis Di ikke syns jei er hyggeli kan Di jo gaa Deres vej igjen jo!
— Skitt la gaa da! sier jei efter et øjebliks betænkning — jei kan jo altid gaa me og se.
Hun fører mei op i en liten sidegate tæt ve, ringer paa en portklokke, porten springer op — og
