kinner mens jei læser denne efterskrift paa konvolutens bakside, og me hjerte klappende af angest blir jei sittende der me breve i haannen og stirre hen for mei, mens jeg leter nervøst mellem alle dem jeg kjenner, om der ennu skulle være noen som jei kunne slaa for saa meget som der skal til for aa holle liv i mei til den 8de Maj - hele sex uker!... halanden maaned!...
Saa pludseli husker jei paa lille «Kanarifulen» som rejste til London, noen dage før jei rejste til Paris —: «Skulle det bli rent galt fat me dei dernede noen gang» sa han da vi skiltes — «saa faar du i guds navn skrive til mei, skal jei se hva jei kan gjøre.»
Jei roter om i mine lommer, finner hans visitkort me hans adresse i London, forlanger pen blæk og papir og skriver til ham paa flekken. —
To dage efter kom svar at han hadde skrevet hjem efter penge — og otte dage efter kom brev me 200 kroner, to hundrede og fem og sytti francs. — ah! jei kunne igjen puste.
