Side:Syk kjærlihet.djvu/311

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


sin stemmes vellyd, hadde lullet mei inn i en dejli eventyrstemning — saa ville jei rejse mei smilende overenne, støttet paa den ene armen, og se henne gla inn i ansikte, og tømme den brune flasken og kaste den fra mei og kysse henne og si: «tak Vera!» — og saa ta henne i haannen og bli sittende der og se henne inn i øjnene, de store dejlie, kjærlie øjnene hennes — intil søvnen begynte aa ta mei. Da ville jei tilslut bare kysse henne, kysse henne forfærdeli endda engang... saa se henne for siste gang inn i øjnene og si: «tak! tak! tak! dejlie Vera!» — og saa synke ned me hode gjemt i fange hennes.

Og hun ville bli sittende der en stunn, saa tongt men saa kjærli tilmode, og stryke mei me begge sine hænder henover haare. Og om litt ville hun løfte hode mit forsikti op og se efter at jei var forsvarli insøvnet — og saa ville hun me sikker haann senne mei kulen ret inn gjennem tinningen. Og naar hun saa hadde set at jei rørte mei ikke mer og var holt op aa aanne, og hadde følt efter at pulsen var stanset, saa ville hun lægge mei stille ned paa joren og rejse sei op.

Men saa, i det øjeblik hun sto der oprejst foran mit livløse legeme, saa ville pludseli rædselen ta henne, livets rædsel for døden — og hun ville flygte som et jaget dyr, hjem! hjem! og kaste sei paa sengen og gràate og graate og graate — intil han kom og trøstet henne, han som hun var mer gla i enn i mei. Og han ville ossaa være bedrøvet,