Side:Syk kjærlihet.djvu/310

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Æsch hvor jei ser det tydeli for mei altsammen, helt fra det øjeblik da vi staar deroppe i skovkanten, hun og jei ve siden a hverandre, og stirrer gjennem regn og mørke ned i dalen paa det lille sorte vanne — og like til jei ligger alene igjen paa den gjennembløtte jord deroppe under træe i skovkanten, mens han og hun gaar vaate og kolle ve siden a hverandre nedover vejen igjen — æsch! æsch!...

— Aah, hvor var det noe andet det jei hadde tænkt mei efter alt hva hun hadde sagt mens hun ennu var gla i mei —:

Det skulle være en dejli solskinsdag... vi skulle være sammen vi to alene hele dagen, ute i fri luft — og hun kom nok til aa være trist, men gla allikevel, og forfærdeli gla i mei... og naar aftnen kom skulle vi drikke os paa lyran begge to... og saa siden, naar vi ble trætte, skulle vi ute i skoven finne os et dejli sted hvor vi kunne halt ligge og halt sitte ve siden a hverandre. Og der ville vi saa lægge os ned, og jei gjemme mit hode ve bryste hennes, og hun klappe mei nedover haare og kinne og fortælle mei, hvor hun var gla i mei endda hun ikke elsket mei; hvor hun var gla for at jei var saa gla i henne at jei maatte dø — og hvor hun var bedrøvet for at jei maatte dø fordi jei var gla i henne — og hvor hun ville sørge altid over mei, men allikevel være gla bestandi over at hun hadde gjort det...

Og naar hun saa me sine søte kjærlie or, og