perne igjen, lyder saa me korte mellemrum «le cri de la Limouzin» et øresønderrivende skrik som frembringes me et lite instrument til 2 sous —
Jei staar der paa hjørne af rue Faubourg-Montmartre me stokken under armen og ruller mei en cigaret mens jei ser paa alt dette yrende liv — og saa tænner jei cigaretten og borer mei inn imellem det altsammen. Og der gaar jei da i det kolle klare vejr inn imellem alle disse mennesker og ser paa dem og misunner dem allesammen — misunner dem at de er føtt her i Frankrig, at de har noe aa gjøre her i Paris, at de kan leve her sammen me sine, at Paris er deres hjem, at de har et «chez-soi».
Jei var rotløs derhjemme, men her! — Der er ikke én a disse mennesker som jei ikke heller skulle ville være enn mei — ikke én, ikke én, som jei ikke skulle ville bytte me. Aa, me hvemsomhelst a dem skulle jei bytte! F. ex. me ham der, den magre fyren i den blankslitte fettede bonjouren og den gamle afdankede floshatten, han som er kløvet op bak den høje kassen inne mellem de to markeds-boderne der! Et par uttørrete feberagtie øjne brænner uten haap, aa saa haapløst resigneret, derinne i det bleke brunskjæggete ansigte hans. Folk har samlet sei omkring ham og han staar deroppe bak sin kasse med en tallerken og et glas vann og noen andre apparater foran sei, og gjør ve hjælp a dem me en liten rø hestesko-magnet endel experimenter som han samtidi utvikler for
