Side:Syk kjærlihet.djvu/244

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


en taake lægger sei om hjernen, jei vet knapt mere hvor jei er, vét bare at hun er her og er ikke gla i mei — og det er som jei maa kvæles...

Længe har jei sittet der slik og vet hverken ut eller inn — saa gaar døren igjen op, og Erik kommer inn, smilende og munter, og da han er den siste som ventes gaar man tilbors. Me vanskelihet rejser jei mei — jei kan knapt holle mei paa benene — og tar den plass jei faar; min hjerne er aldeles grøt, jei opfatter ingenting klart, vét bare at Hun sitter ikke ve siden a mei men over paa den anden side a bore; at jei har set derover men hun har ikke set igjen; og at jei tør ikke bli sittende og stirre derbort. Ve siden a mei har jei Kittur eller Harriet — jei lægger ikke mærke til hvem a dem — som forsøker aa snakke til mei, men jei svarer henne bare ja og nej og senner henne noen fater — og blir saa sittende der me sammenklemt hjerte, halt fra mei sell, og piner i mei noe mât, og drikker en hel del i haap om at det skal hjælpe mei op. Men det hjælper ikke — og mens de snakker og ler og drikker me hverandre og er lystie runt omkring, sitter jei der hallkvalt a smerte og stirrer ned i min tallerken — og føler det hele som en eneste lang fæl pinsel...

Endeli kommer kaffen, cigarene blir tænte, og noen begynner aa rejse paa sei. Saa tar jei koppen og en karaffel kognak og sætter hen paa det lille bore foran chaiselongen og sætter mei ned der og hæller i mei det ene glas kognak efter det