andet i haap om at det skal bli bedre. Men isteden forvirres alting mere og mere, og jei synker hen paa chaiselongens arm i en fæl hallsøvn, og hører bare en hel del liv og lystihet omkring mei, mens jei vét dette ene forfærdelie: at hun er her, og at alt er forbi...
Længe har jei sittet der slik — saa vækkes jei ve at hun sætter sei ve siden a mei og snakker noe til mei som jei svarer paa, og det begynner lissom aa lysne inni mei. Men pludseli rejser hun sei og gaar igjen - og jei svimler igjen tilbake i den fæle angstfulle døs som før...
Me én gang rives døren op og flere lystie mennesker stormer inn... de kommer bort og hilser paa mei ossaa, og jei blir et øjeblik saavitt vaaken at jei ser det er Fredrik og Georg. Men bare et øjeblik — saa er alt grøt igjen, og jei sitter igjen der helt bevistløs og lider. Intil jei pludseli en stunn efter hører Jakobs stemme innimellem alt det andre — Er der ingen som vil ha absinth?!
— Jo! la mei faa! sier jei, og farer op og bort til bore, laver mei en stærk absinth som jei hæller i mei i et par drag, og sætter mei saa bort paa chaise-longen igjen — det maa da vel hjælpe!...
Men ingenting hjælper, hjerte vil ikke vie sei ut igjen, jei kan ikke holle mei oppe, men synker igjen tilbake iden fæle hallkvalte tilstann og sitter der og lider som under et mareritt — lider og lider i det uendelie det ene samme forfærdelie: at hun
