Side:Syk kjærlihet.djvu/243

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Vi gaar ovenpaa, igjennem spisesalen og inn i det innerste værelse hvor et bor staar dækket me ti kouverter. Ingen er ennu kommen. Men strax efter gaar døren op, Herlofsen og frue kommer inn, jei præsenteres — og vi blir staaende borte ve vindue allesammen og snakke. Det vil si de andre snakker — jei sier ikke et or, bare staar der angest og aansfraværende, og skjælver for at der allikevel skal være kommet noe ivejen me Vera saa jei ikke faar se henne.

Om litt gaar døren op igjen og jei skvætter nervøst til. Men aa nej, det er bare Kittur og Harriet. De blir ossaa staaende borte ve vindue og snakke, men jei aarker ikke mere og sætter mei syk bort paa chaiselongen tætve døren og blir sittende der angest og lytte — gud om hun naa ikke kommer, hva skal der saa bli a mei!...

Endeli gaar døren igjen op — og gusjelov, det er Vera og Majken. Jei rejser mei me bankende hjerte og hilser. Men hennes øjne møter kolt mine, hun nikker likegyldi som til en fremmed, og gaar saa smilende bort til Lili og Jakob og de andre og gir sei i munter passiar me dem.

Syk synker jei ned paa chaiselongen igjen me volsomt sammensnøret hjerte, og blir sittende der alene og fortvilet —: hun er ikke gla i mei mer... aa gud, aa Gud! om hun heller ville komme og si det like til mei og la det være forbi og la mei dø — aah! for dette holler jei ikke længer ut!...

Mere og mere klemmer hjerte sei sammen...