Side:Syk kjærlihet.djvu/228

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


er drikker hun me mei og sier noen venlie or til mei, og er ikke spor a vonn for at jei sitter her saa taus og trist mens hun er saa munter og gla. Men jei føler det som at hun er ikke mere saan gla i mei som før — og jei blir sittende der me mit syke sammenklemte hjerte og bare ønsker mei at gid gid jei hadde kunnet faa dø hos henne mens hun ennu var gla i mei! gid gid jei bare hadde kunnet faa den ene dagen hos henne som hun sell trodde at jei ialfall skulle faa — den ene dagen hvor hun ville være sammen me mei fra maaren til aften... me bare mei alene hele dagen... vi skulle være ute i skoven og hun ville være forfærdeli gla i mei — aah hvor jei husker da hun sa det! — forfærdeli gla i mei ville hun være hele dagen igjennem... og saa ut paa aftenen skulle vi drikke os paa lyran begge to, og først sent paa nat skulle jei faa lov til aa ta den morfinen og si adjø til henne for siste gang og lægge hode mit ned i hennes dejlie fang... Og naar jei saa var søvnet inn skulle hun skyte mei ihjel, og siden efter være forfærdeli gla i mei, altid, bestandi! — aah hvor jei husker da hun sa det!...

— og naa er hun alt ikke gla i mei mere... og det kan aldri ske... aldri! ikke saan mer... Sell om jei ennda faar lov til aa dø hos henne — naar hun ikke er gla i mei, saa ligger jei jo allikevel der alene og dør... alene mitt i hennes dejlie fang... alene i hele verden — hu!

og det farer som et kulle-gys igjennem mei.