— Fryser Di? spør hun pludseli, forfærdeli ømt,
og lægger sin haann paa min skulder og sætter
me en fort bevægelse sit ansikt tæt op mot mit —
og de store mørke øjnene hennes brænner me en
bløt ømhet som aldri før og sænker sei dybt i mine
saa alting inni mei paralyseres og jei er like ve aa
segne om: gud forbarme sei, hun er... hun er
gla i mei! — Og jei maa støtte mei me begge
hænder mot bænken jei sitter paa mens jei stammer
det me møje frem:
— Ja, det er visst litt kollt.
Saa river hun a sei skinnkraven hun har paa og kaster den omkring mei, og et vellyst-gys bæver igjennem mei: den er varm ennu af hennes legeme!... Og hun hægter den sammen fremme i halsen paa mei me sine dejlie hænder og klapper den bløtt ned om mine skuldre mens jei sitter der og stirrer paa henne, magtstjaalen af hennes hænders berøring — aah, de dejlie hænderne! det rinner mei søtt ned gjennem bloe at de tar paa mei, og faar alle mine lemmer til aa skjælve...
— Saa! sier hun — naa er det bedre, ikke sant? — og hun sænker igjen de ømme øjnene dybt i mine saa hjerte skjælver i mit bryst.
— Jo, stammer jei sagte og stirrer fortabt inn i de elskede øjnene hennes — men naa kommer jo Di til aa fryse?
— Nejda! jei er saa varm saa! — skaal! — og hun klinker og drikker me mei uten aa slippe mine øjne. — Men Di er saa bedrøvet idag! sier hun
