række dit hvor hun vil jei skal være — og i samme
nu staar jei oprejst fremme i kanten af skoven,
me staalspænt vilje, og stirrer, underli søvngjængeragti
vaaken, ut over dalen hvor maarenen
gryr. Og mei er det som gaar der et gys gjennem
dalen da jei viser mit forbandede ansikt heroppe
mellem træstammerne — og gjennem mei sell
farer ossaa en isnende gru: det føles som vanhelli
oprør mot naturen at jei er her. Men ingen
gru kan holle mei tilbake: en forunderli overnaturli
kraft er runnet inn i mit blo, smerten er me
ét som strøket væk, hver muskel kjennes som af
spænsti staal — frem vil jei bæres, det føler jei,
uimotstaaeli frem til dit hvor hun vil jei skal være
— ingen levende magt i verden vil kunne stanse
mei før jei er fremme!
— og ned stiger jei i dalen, nedover gjennem den tætte skov, me søvngjængeragti sikre skritt, mens en græsseli spøkelse-gru isner min hud og kribler mei i haar-roten. Det er som om alting omkring mei stivner i rædsel ve mit komme, og dør hvor jei gaar frem; fulene opløfter angstfulle alarm-skrik: «her er han! her er han!» og flakser me vingerne for aa komme bort, men stivner og kan ikke; og længer fremme samler skoven alle sine kræfter og rykker imot mei for aa stanse mei. Men jei kan ikke stanses. Foran mei gaar der et kolt gifti forbandelsens pust som stivner og dræper al motstann før den rækker frem — og videre skrider jei me de søvngjængeragti sikre
