og blir liggende der og rulle mei frem og tilbake, og biter i græsse af smerte og fortvilelse. Intil jei pludseli griper mei haart me begge hænder om hode og rusker mei op til besindelse — hva skal jei gjøre? — Saa skjønner jei jo at ennu har jei tid, solen er ikke staat op endda, jei kan bli liggende her en time eller to og se om det kansje skulle gaa over igjen — og saa faar det staa til, briste eller bære!
Me møje slæper jei mei op for den grønklædte skraaning ve siden av vejen og lægger mei ned paa ryggen inne i kanten af skoven, og stirrer angest op mellem træerne paa den hvitblaa himmel... Men saa er mine kræfter uttømte — alting ramler sammen for mei og forvirres, den legemlie og den sjælelie smerte flyter sammen til én stor ufatteli sjælekval, og runt omkring fra alle kanter stirrer hennes øjne ned paa mei, lysende me sit uutslukkelie had og forlanger at jei aldri skal ha vært til. — «Tilgi mei! tilgi mei!» jamrer jei op imot henne — «jei kan ikke gjøre det gjorte ugjort...» Men ingen tilgivelse er muli, hennes retfærdie had kan aldri dø, min marter aldri faa noen enne — og i helvedeskval blir jei liggende der og krympe mei som en orm under hennes forfærdelie, allesteds-nærværende blik...
Jei vaagner til mei sell ve pludseli aa mærke en lysning i luften over mei — det er solen som rinner. Smerten i testikelen er der ennu like volsom, en angest lyner igjennem mei for ikke aa kunne
