Side:Syk kjærlihet.djvu/188

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


«Hesthagan» og Vestby-vejen har jei passeret paa min ville flukt, og videre er jei styrtet, opover gjennem skoven paa den anden side — gud vet hvor langt og hvor længe. Tilslut er jei kommen op paa en øde vej højt oppe; men da jei har sprunget et stykke hen a den stanser jei pludseli op, lammet af et rædsomt, ømt, smertens tâk i den højre testikel. Og me kollsveden perlende frem paa pannen synker jei ned ve siden a vejen — gud forbarme sei, jei har altsaa min epididymit igjen!

Og nu først gaar det op for mei at jei skal jo til Emmestad, og jei opdager me forfærdelse at jei er løpet langt inn i lanne isteden. Unner mei ligger en bre skovbevoxet dal... bak aasen paa den andre siden dalen, langt langt derborte er det, at fjoren og Emmestad ligger — hvor skal jei nu kunne række dit?! me denne forfærdelie sygdom som røver mei bruken a mine ben?!...

Og en ny rædsel styrter inn over mei —: hva om jei ikke er der naar hun kommer?!

Men saa blusser der op i mei en vill fortvilelsens kraft — «Gaa til Emmestad!» har hun sagt, og jei maa derhen; hun hader mei, men hun vil jei skal være der — levende eller dø, jei maa til Emmestad!

— og op springer jei for aa styrte afsted.

Men lammet af et nyt smertens tâk i testiklen, ennu rædsommere enn det første, synker jei tilbake igjen, overenne i grøften ve siden a vejen,