Side:Syk kjærlihet.djvu/191

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


skritt, sell halldø af rædsel og me haarene strittende paa mit hode, men baaret frem af den fremmede overnaturlie kraft som rinner i mit blo — frem, frem, bestandi fremover bæres jei, og efterlater paa min vej en bre goll forbandelsens stripe gjennem skoven, hvor ikke noe levende mere kan gro. — —

— — Klokken kan være som ni, solen staar højt paa himlen, blank og stille ligger Emmestadbugten utover i tykt gult varme-mættet solskin. Mitt i bakken herinne i bunnen af bugten ligger Jensines hvite én-étages hus, fast plantet paa en bjergknaus, og ser utover fjoren, me et graat veskur paa højre side a sei, og tilvenstre en liten blomstrende frugt-have. Paa en fjell-knabb litt højere oppe sitter jei og stirrer, over frugthaven, forbi huse ut mot odden derute tilhøjre — dérfra er det jo hun skal komme...

Men jei venter ikke aa faa se henne, jei sitter bare der og stirrer, sunket hen i en slags dvale — tiden staar lissom stille, der kan ingenting ske...

Pludseli rører det sei noe mitt i stillheten og jei venner langsomt øjnene. Det er Jensine som er kommet ut paa trappen paa baksiden a huse — hun skygger me haannen for øjnene og ser her op

— naturlivis kjenner hun ikke mei igjen siden den høst-eftermiddan jei sat hernede i haven sammen me Bjørk og Vera og spiste æbler som vi hadde rystet ned a træerne... Naa gaar hun ned a trappen og bort langs haven; later som hun ser