Side:Syk kjærlihet.djvu/115

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og sagte sniger jei mei inn i det lille sovekammer der bâk, hvor Gaarder ligger og sover for nedrullet gardin; faar vasket mei i en fart og sniger mei lydløst tilbake igjen, inn den blaamalte stuen og tar hat og stok, og skynner mei ut i den friske kjølie maaren.

... Saa fuldt og let har jei aldri aannet før!... Og som alting sprætter inni mei — det er mit livs vaar som bryter frem! Og benene vil springe afsted me mei i styrtløp nedover den tomme stille gaten, men jei holler dem me magt tilbake og vandrer spænsti og elastisk nedover, me et overmaal af kraft strømmende gjennem mine aarer — mens bryste løfter sei og sænkes som aldri før under de lette fulle berusende aannedrag...

Jei kommer ned i Karljohan — den ligger tom og stille opover mot slotte. Det første strejf af maarensolen faller gulrødt hen over toppen af alt det grønne derover paa parksiden — akkurat som igaar. Men hvor alt ser friskere og anderledes ut!... bevares, det er ikke Paris me sine Boulevarder og avenuer hvor jei skal vandre me henne — men allikevel!... Højt op over alt det andre grønne strækker de to popler sei i vejre og bader sit løv i maarensolen og drikker maarenen inn — og jei ossaa drikker den inn i fulle drag mens jei gaar der me bankende hjerte, opover under promenadens trær langs alt det grønne...

Og slik som fulene synger!

— hvor er alle menneskene henne! at ikke al-