Side:Syk kjærlihet.djvu/116

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


verden er ute og beruser sei i denne dejlie maaren!... Nej, det er jo sant: maarenen er for de lykkelie! — for fulene og for mei! gud saa de synger! — aah, om jei hadde henne naa, gaaende her ve siden a mei... Nej, la henne heller sove! hun liker saa gott aa sove om maarenen... Naa ligger hun derhjemme, yndi i sin seng, alene me sit vidunderlie legeme og sover saa søtt me lukkete øjne — et lykkeli smil svæver om hennes munn... Men bâk den drømmende panne derinne færdes hun om i en verden hun sell har skabt — Vera! kjære dejlie dei, er jei me derinne? har du lukket mei derinn?... Aah, om jei naa kunne sitte ve din seng og stirre paa din lukkete øjenlaak til du pludseli slo dem op og saa mei og strak armene op imot mei og tok mei om halsen og trak mei ømt ned til dei —

det er jo sant: hun er «syk». Aah, at hun skal befinne sei uvel naar hun er saan syk; for ellers! — nej! nej! det er jo en syk tanke, væk me den! — aah, jei føler mei saa ong og saa sunn!...

Oppe hvor Drammensvejen begynner stanser jei og ser nedover gaten igjen —:

Maarenen stiger, den løfter sei langsomt op over den sovenes byen — snart kommer dagen, og den er ossaa for mei! Mit øje streifer Grand me de to grønne bænkene utenfor — der sat vi igaar, Schander og jei, og saa maarenen stige og dagen komme — den var ikke for os!... hvor det er længe siden — en fjern syk drøm!...