Side:Syk kjærlihet.djvu/114

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XVIII
Dagen efter (Tirsda 26de Juni 88)

Jei vaagner ve daggry paa Gaarders sofa, og staar i samme nu me et spring mitt paa gulve me begge hænder for bryste og ser mei skjælvende gla omkring i den lille blaamalte stuen —:

— Det er ingen drøm, det er sant! det er sant! hvisker jei bævende til mei sell og ser henne tydeli for mei, de underli brustne øjne dybt i mine og det lille smerteli-sanselie smile om munnen — som igaar, da hun rejste sei fra stolen der og kom over til mei og slo armene om halsen paa mei og trykket sit kinn haart op imot mit — det er ingen drøm, det er vidunderli virkelihet!...

Jei ruller op det grønne gardine og titter ut i gaaren —:

Alting sover endda... gardiner for alle vinduerne... men opp i luften er der sol — gud for en maaren! slik har jei aldri vaagnet før!

Og saa stilt som det er... saa hemmelihetsfuldt tyst og stille runt omkring! — dejli, dejli! aa være saann hemmelihetsfuldt alene me en stor ufatteli glæde — aah, ingen vil jei snakke me! ingen, ingen — førenn hun kommer!