4
lige Rykk, og hvergang duvet han blidt ind mod de andre Passagerer. Endelig blev der saa rummeligt, at han kunde faa en bedre Plads, et Rygstød mod Skjærmen. Han følte sig vel ved, at han ikke længer hadde Folks Øine bag sig, Vognen var nu kommet ind i roligere Strøg.
I en gammel Gade, hvor Husene med utallige Vinduer stod skjævt og hang sig paa hinanden. Han saa intet vakkert i denne besynderlige gamle Huskolonade, som han nu var nødt til at se paa, men den ensformige, tidsgraa Farve virket beroligende paa ham. Og ved Synet af de bratte Tagskraaninger med de smaa Karnapper viftet der gjennem hans Sind et løst Minde om hans egen Barndomstid i Norge. Han hadde ingen Sans for vakre Bygninger i almindelig Forstand. Det ærgret ham, naar en af hans Venner stanset og gjorde en blændende Haandbevægelse i Luften hen mod et Bygværk og sa, nei se. Han hadde Ord for at være ganske blottet for Kunstforstaaelse og var det sikkert ogsaa. Men han kunde dog enkelte Gange i sit Liv føle sig grebet ved at se en Kirke eller et Hus. Men han maatte kanske være i en særlig Stemning i saadanne Stunder. Og han følte det heller ikke som andre Mennesker. Han kunde løfte Hodet, mens han gik, se en rød Kvældshimmel hvile over en Kirkekuppel og bli grebet av en dirrende og vemodsfuld Stemning, Hjemlængsel eller Udlængsel, eller bølgende Savn efter et Menneske, som var
