5
langt borte fra ham. Saadan var hans Glæde ved at se smukke Ting, han omsatte bestandig Udtrykket til en personlig Stemning.
Nu følte han sig litt efterhvert roligere og mærket, hvordan Trætheden sank ned i ham. Fjernt i hans Bevisthed suste det endnu af Sjøen. Han kunde høre det, naar han lyttet, som naar man lytter længe mod Stilheden og mærker at selve Tausheden fylder Hørslen. Hans Sanser var i en langsom Vuggen, hans Legeme mat. Han hadde ikke sovet i det sidste Døgn.
Og nu stod han her og hvilte Knærne møre. Han syntes, han hadde Tid til at se sig om, se efter Ansigter, som han pleiet. Hans Blik søgte ud enkelte Mennesker, som han jog forbi: Et Menneske, som gik den modsatte Vei og som glippet med Øinene mod Solen, et Menneske, som stod og ventet ved en Lygtestolpe og som for Tidsfordriv lod Øinene hvile mod Sporvognen, idet den raslet forbi. Et Menneske, som rullet henad Gaden i en Drosche. Et Menneske, som aabnet et Vindu for at tale med nogen udenfor. Saaledes fæstet hans Blik sig ved et eller andet enkelt Menneske i den store Sværm, det fænget i etpar Øienvipper, eller kanske i en fin og blank Ansigtshud, som Sollyset gjennemskinnet. Han mærket han var kommet til en anden By. Der var andre Klær paa Menneskene, et andet Præg. En Forandring. Ligesom et andet Lys omkring
