Side:Sven Elvestad Angsten.djvu/7

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

3

som om hele Færdslen grundstødte paa denne lille vaklende Skikkelse. Det gav et Rykk gjennem den mægtige, bredt henrullende Gadelarm. — Men saa kom Kvinden over, Stokken og det Hele, Capen, som hang om det krumme Benbryst, de forskræmte Øine under den skjæve Hat, alt bjergedes ind paa Fortouget. Og det store dundrende Liv bredte sig frydefuldt videre, mens Asfalten knurret dyrisk, brølte undeer Vognhjulene, skreg i Skinnegangene og mumlet uendelig under Tusinders Fodslag.

Sporvognen rykket, saa nu kunde den gaa. Han stod der og hvilte Ryggen mod Vognens Ramme. Straks kom Konduktøren og skjøv ham tilside; det var Konduktørens Plads. Han maatte staa midt paa Platformen og holde sig i Staalstangen og føle de andres Aande og Øine i sin Nakke. Saadanne Ærgrelser hadde han bestandig paa Sporvognen. Og naturligvis hadde han ingen Smaapenge … Han svedet ved Tanken paa det mægtige Bryderi han vilde afstedkomme med Vekslingen. Hvad vilde han ogsaa paa denne Sporvogn? Hvorhen kjørte den? Zoologisk Have; det var et rent Tilfælde, et Skjæbnetræf, han kunde ligesaa godt ha tat et andet Sted. Hans Blik opfanget en Urskive i den lysende Façaderække, som gyngende svinget forbi under Vognens fart. Klokken var fire. Ikke mere end fire. Ha hadde Uro i Kroppen. De uafladelige Holdepladse irriteret. Vognen stanset i pludse-