Gebet, og at, hvad der er naturligt, og hvad jeg ogsaa kjender af egen Erfaring, denne Gjæring fra en vis Side har virket uheldigt hos ham, idet den har frembragt en vis Vaklen mellem Apriorisme og Empirisme og dermed en vis Usikkerhed angaaende Argumentationens logiske Væsen og Principer. Men om det saaledes end maa antages, at en ensidigere Tilslutning til en af hine Retninger havde givet Argumentationen en fastere Holdning, saa maa det dog paa den anden Side for det Første erindres, at en saadan Tilslutning dog vilde være en, om end af forskjellige Grunde, respektabel videnskabelig Bornerthed, fordi Striden ikke ved nogen Forsoning af Retningerne har faaet sin videnskabelige Afgjørelse, men endnu blot er, om end maaske temmelig nær, forestaaende. Naar herimod Gammelhegelianerne paastaar, at i deres System denne Forsoning er istandbragt, da kan denne Prætention, som ganske uhistorisk, ikke godkjendes. Man kan visselig hos Hegel finde de almindelige Principer for denne Forsoning, ligesom man hos ham, hos Kant og alle andre virkelig store Tænkere kan finde Principerne for mange store videnskabelige Reformer, men man maa være hildet i Abstraktionens Taagenet for at forvexle
