af Hr. Dons foredragne Theorier, kan jeg naturligvis ikke finde hans Argumentation for dem tilstrækkelig, og har ogsaa i mine logiske Forelæsninger havt Anledning til paa mange Punkter at føre mine Modargumenter i Marken. Særlig linder jeg fra mit Standpunkt hans Beviser for Dyrenes, endog Planternes Fornuftighed ufyldestgjørende, navnlig fordi der manglede enhver bestemt Afgrændsning mellem den ubevidste, instinktmæssige og den bevidste Fornuftighed d. e. hensigtsmæssige Virksomhed. Men naar jeg ved, at dette ikke alene er en Grundmangel ved Tidens almindelige videnskabelige Behandling af dette Spørgsmaal, men at den almindelig herskende Retning i Psykologien forkaster denne Distinktion, idet den betragter selve Begrebet af Instinkt som et Skjærmbret for Uvidenheden, da finder jeg som Censor ikke at kunne lægge Dons denne Mangel personlig tillast, og hans Udvidelse af Ræsonnementet til Planterne maa formentlig erkjendes som konsekvent. Sagen seet i sin Almindelighed, finder jeg ogsaa, at Hr. Dons’s Argumentation bærer Præg af, at han er stærkt greben af Tidens Gjæring ogsaa paa Logikens
