Side:Som kvinder er.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
17

udtrykte sin medfølelse i anledning dødsfaldet og lod falde nogle ord om døden og dommen, der ventede os alle.

Fru Mangors underlæbe var ikke at spøge med : «Lad de døde hvile i fred, hr. pastor, — og saa giver vi kortene rundt.» Og de nye glatte kort gled henover den blanke flade, — og der sad pastoren!

Men efter denne dag fandt han, at det var en samvittighedssag for ham oftere at se indom den gamle dame. To gange om ugen kunde det hænde han kom. Og Sine aabnede døren for ham med bævende hjerte. Aldrig havde nogen prest været indenfor dette hus før, det kunde blot være én mening i dette, — en eneste stor mening. Og altid kom han i tusmørket; hvad mente han med dette?

Der fandtes ikke koketteri i Sine Filipsens hjerte. Aldrig, nei aldrig var en eneste tilnærmelse skeet fra hendes side, men det var ogsaa unødvendigt, da den anden part, i hendes øine, rigelig besørgede den ting for sin del.

Presten kunde sidde en times tid ad gangen ; Sine Filipsen sad stum som en voksfigur med sit strikketøi. Kunde saa presten ved afskeden sige : «De sidder saa stille, frøken, at man rent glem mer Deres tilstedeværelse,» saa bævede Sines hjerte. Ja, Sine kunde ikke faa andet ud af dette end en halv kjærlighedserklæring, og naar saa presten i den mørke gang trykkede hendes haand og hviskede: «Gud velsigne og styrke Dem i Deres2 — Som kvinder er.