vanskelige stilling,» — saa kunde Sine gjerne faldt ham om halsen.
Hvor hun længtedes efter de stille stunder, naar presten kom, endda hun fik det dobbelt svært efter. For fru Mangor var aldrig saa slem, som naar pastoren rigtig havde læst hende Pauli ord. Da syndede hun siden mod kjærlighedens bud, saa det forslog.
I syv maaneder levede Sine Filipsen paa pastorens besøg og haandtryk i den mørke gang. Han turde øiensynlig ikke nærme sig hende mere af respekt for tante Manger; aa, Sine følte sig forvisset om, at det var saa. Hans kjærlighed var nok af den egte sort.
Saa kom slaget. Pastoren giftede sig, løste sogar kongebrev, saa han alt havde været gift et par dage, før nyheden naaede indenfor fru Mangors stille hus. Sine gik som i en bedøvelse, kunde ikke, vilde ikke tro det, — til pastoren selv ud paa aftenen kom og fortalte den glædelige tidende. Han var lige blød og venlig i sin tale mod Sine, og haandtrykket i gangen lige inderligt.
«Aa, de falske, falske mandfolk,» jamrede Sine og fik ikke sove paa to nætter. Den skuffelse var svær at komme over for den lille Sine Filipsen.
Saa kunde der gaa lange tider, hvor Sine med sin bedste vilje intet saa i retning af erotik, absolut intet. Ikke engang bybudene hilste længer, og den nye melkemand var grov og uhøflig.
