nei begynder ikke han ogsaa nu, ja, jeg har nu al tid hørt, at presterne ikke var borte i den retning.
Var det muligt at komme i kirken, fik Sine med én gang en stor længsel efter at gaa did ; hun havde fundet en plads ret ned for prædikestolen; der var saa lyst og saa fredeligt paa den pladsen, og det var jo altid hyggeligt at kunne se presten, — og sandelig, ja, Sine Filipsen skulde gjerne give sit liv paa, at presten Berg saa paa hende under hele sin prædiken. Uafbrudt, længe og dvælende, medens de milde ord strømmede fra hans læber.
Og Sine Filipsen gik ud fra kirken i en forunderlig henrykkelse over Guds kjærlighed og presten Bergs brune, dvælende øine.
Men hvorledes maatte hun ikke gaa omveie, lirke og lure sig frem hos tante Mangor for at faa lov til at deltage i pastor Bergs missionsforening. For tante Mangor var i elet hele taget ikke for nogetsomhelst, der havde med prester at gjøre. Det skulde man undgaa i det længst mulige, mente fru Mangor.
Pastor Berg havde opfattet denne hendes modstand mod geistligheclen og fik ikke ro i sin sjæl, før han gik til hende. En søster af fru Mangor var nylig død, og han greb denne leilighed til at aflægge hende et besøg. Fru Mangor havde netop sit spilleparti, da pastoren traadte ind. Tre andre bastante fruer sad rundt det blanktpolerede spillebord under hængelampens milde skjær. Pastoren
