Nei, intet brev! Kanske hian heller siger
det mundtlig, tænkte Sine, saadan en aften, naar
det er lidt tusmørkt og fugtigt af duggen. —
«Har frøkenen hørt forlovelsen da,» spurgte tjenestepigen.
Nei, Sine Filipsen havde ingen forlovelse hørt.
«Skolelæreren herover og enken efter kjøbmand Hodne.»
Sine slap gaffelen, hun holdt i haanden:
«Puh, javist — aa nei, folk lyver saa meget.»
«Jeg mødte dem saamæn arm i arm igaar kvæld i tusmørket.»
Det var et slag, men det knuste ikke. I to timer kunde Sine Filipsen ligesom ikke lænke, men saa samlede hun sig. «Stakkaren, — han vovede sig ikke til at snakke til mig, aa nei, jeg viste ham nu tydeligt nok, at det ikke nyttede noget, —og saa trængte han kjærlighed — jo, jeg saa det paa øinene hans, — han har nok havt sine egne tanker, der han har gaaet, han, stakkar.» Og naar Sine siden mødte skolelæreren og hans frue, saa hun medlidende paa hende. «Aa ja, det er noksaa rart, men den første kjærligheden er nu den bedste.»
Det var Sine Filipsens første erobring. Siden havde det været mange; det var melkemanden, der satte saadanne underlige øine og gav saadant rigeligt godt maal, som aldrig nogen melkemand før havde gjort. Hvad mente han med det? Og bybudet nede ved kirken, der sprang som en vind for hende og hilste, — nei slig
