nogen mere kvindelige, nogen fine, smaa blege — Sine Filipsen kastede et lidet skjult blik paa sig selv i speilet.
«Ja, jeg kan ikke sige mere jeg, Sine, end at det kanske var godt for dig, hvis han vilde have dig, — saa kom du da idetmindste ud af den trædemøllen hos tante Mangor. »
«Kjære dig, — trædemølle, — jeg er jo hendes fosterdatter.»
«Ja, det er jo godt; naar du er fornøiet saa,. jeg faar nu høre, hvorledes dette udvikler sig,, for dette, du har fortalt, er jo ingen ting, Sinemor.»
Uf nei, Aagot var rigtig blevet saa lei i det sidste, nei, det havde ikke været det ringeste morsomt at fortælle hende om skolelæreren. Hun skulde vist ikke saa snart gaa til Aagot Monsen igjen. Nei, det var bedre at have det for sig selv, meget, meget bedre.
I to dage saa hun ikke skolelæreren. Kanske han var reist bort og vilde skrive til hende. Sine gik som i en lyksalighedsrus. Men hele tiden sagde hun til sig selv: Jeg vil ikke have ham, naturligvis, nei naturligvis, — men ved siden deraf var det en frydefuld, mægtig følelse: Jo, jo, jeg vil have ham, — aa for en usigelig lykke!
Hvor hun ventede paa postbudet i de dage, talte minutterne til posten kunde ventes, tænkte ikke paa andet.
«Idag er det brev — idag — idag.»
