rart, at han gaar der, stakkaren, og bærer sig slig, og tante Mangor har ikke mere idé om det end som saa — ,» og Sine Filipsen slog ud med haanden og saa udfordende paa veninden.
Det havde generet hende lidt under hendes meddelelse, at Aagot Monsen intet havde sagt, ikke et ord, hun bare syede, som det gjaldt livet, paa en lang linsømfald. Men da Sine holdt op — hun havde ikke mere at berette — brød Aagot tausheden.
«Og saa da?»
«Saa, nei, jeg har jo fortalt dig altsammen, — det er jo ikke mere end en to-tre dage siden, han raabte igjen fra vinduet, — hvad synes du om det?»
«Ja— a, — men tror du, han mener noget med forlovelse da, — noget alvorligt da, Sine, hvorledes kan du bare efter dette vide, om han bryder sig om dig?»
«Bare efter dette, — jeg ser jo paa hans øine, at han elsker mig.»
«Ja, kanske da, — det var kanske godt for dig, Sine, om det blev noget af?»
«Blev af? Kan du tænke, jeg vil have ham, aa nei,» Sine kastede med nakken, «men det er noksaa rart alligevel.» Sine følte sig skuffet. Aagot Monsen havde ikke modtaget hendes meddelelse med den interesse, hun saa sikkert havde ventet. Kanske det var bare jalousi, for alle sagde jo, at Aagot, trods alle hendes penge, ikke vandt herrernes bifald. Nei, herrerne vilde have
