som han hilste, naar han saa hende paa lang afstand.
Det kan nu være maade paa alting ogsaa, tænkte Sine Filipsen.
End gartneren da? Vilde han ikke paa død og liv sætte det rosentræet netop udenfor hendes vindu, — for det var saa pent at se paa for frøkenen, — stakkaren, hvad mente han med det? Han kunde jo ikke vise det paa anden maade, han.
Saa var det handelsbetjenten hos kjøbmand Greve. Det var en lang historie og de tusen rare ting: Om afslag i priser og godt maal, og saadan som han hviskede, naar han sagde, at hun skulde faa sukkeret for den og den pris, og at prisen paa olje var nedsat. Og saa underlig øm han var i tonen.
Det er noksaa rart, tænkte Sine Filipsen. For aldrig hviskede handelsbetjent Ørum til andre, det hun saa, og kjøbte hun drops, vilde hun ikke engang snakke om, hvor store poser, hun fik for 10 øre.
Men fru Mangor surnede mere og mere i sin lænestol og ærgrede sig over verden. Hver dag lod hun sig kjøre rundt i stuerne i sin rullestol og pegte med sin stok efter flekker og støv, og Sine Filipsen laa paa knæ og børstede og gned med lykken i sit hjerte, for idag havde handelsbetjent Ørum gaaet fra alle de andre kunder — bogstavelig — og lige hen til hende. Nu var det da tydeligt nok, det var bare rart, at ikke alle
