II
meget, som muligt, burde lade de gamle kilder selv tale. Læserne rykker derved de skildrede personer og forhold nærmere og faar ligesom se dem med egne øine, om end, saalænge de ikke selv kan gaa til grundteksten, kun gjennem matte briller.
Jeg har havt tre slags læsere for øie, og bogen bærer vistnok mange spor af de vanskeligheder, dette har medført.
Først og fremst har jeg skrevet for mænd og kvinder med almindelig dannelse, men uden kjendskab til græsk sprog og litteratur. Jeg har tænkt mig, at det maatte interessere mange saadanne at lære disse merkelige skrifter at kjende og gjennem dem komme i lidt nærmere berørelse med hine fjerne tiders liv og navnlig faa et umiddelbart indtryk af en saadan aandens heros som Sokrates. Jeg har derfor søgt at indrette baade indledningen og anmerkningerne under de oversatte stykker saaledes, at det skulde blive let at forstaa disse uden store forudsætninger af kundskab. Ogsaa i indledningen har jeg, trods de ulemper, det medfører for læsningen, troet at burde anvende noter, nemlig dels for at give endel mere eller mindre nødvendige oplysninger om de omtalte personer, indretninger, begivenheder o. s. v., dels for gjennem merkelige parallelsteder eller paa anden maade yderligere at forklare eller supplere, hvad der er sagt i teksten. Af disse noter faar da enhver læse eller forbigaa saa meget, han vil.[1]
Dernæst har jeg tænkt paa disciple af vore latingymnasier. Disse læser jo i regelen Sokrates’s forsvarstale i grundsproget, og skjønt de, som enhver ved, kan bruge en oversættelse paa en saadan maade, at den gjør dem mere skade end gavn, saa er der paa den anden side ingen tvil om, at en omhyggelig udarbeidet oversættelse vil kunne yde
dem en veiledning, som de godt kan trænge til, især bos
- ↑ Det bemerkes, at ved henvisninger er Sokrates’s forsvarstale betegnet ved Apol. (ↄ: „Apologien“).
