En udvikling, som andensteds har behøvet aarhnndreder, er her sammentrængt inden faa menneskealdre. Saa hurtig gik folkelivets pulsslag.»[1]
Dette gjælder fortrinsvis om Athen. Athens politiske og sociale forhold og folkets karakter indesluttede mange betingelser for en kraftig udvikling, men paa den anden side ogsaa eiendommelige farer. I Athen har det antike demokrati vundet sine skjønneste triumfer, men ogsaa klarest aabenbaret sine svage sider. Det maa dog erindres, at naar man taler om demokratisk forfatning i oldtidens stater, saa er dette i et meget væsentligt punkt forskjelligt fra, hvad vi nutildags forstaar dermed. Den største del af befolkningen stod nemlig udenfor borgersamfundet og havde aldeles ingen rettigheder. Attika, som udgjør omtrent 40 geogr. kvadratmil (altsaa ikke er større end Jarlsberg og Larviks amt), skal omkring midten af det 5te aarhundred have havt omtrent en halv million indbyggere (deraf maaske mere end halvdelen i byen Athen); men af disse har sandsynligvis henimod de tre fjerdedele været trælle (privates eller statens eiendom), og af de fri skal igjen omtrent en tredjedel have været «metoiker» (bosatte fremmede uden borgerret).[2] I flere andre af Hellas’s stater var antallet af trælle forholdsvis endnu større.[3] Trællene gjorde alt det «simple arbeide»; de fri følte sig ligeoverfor dem som en høiere klasse, og sandsynligvis har i regelen trællene selv erkjendt deres aandelige overlegenhed. Trællenes kaar var vist i Athen saa gode, som det overhovedet kan tænkes, naar friheden mangler, den «demokratiske luft kom ogsaa dem tilgode».[4] Men et saadant forhold, at flerheden af befolkningen var andres eiendom, maatte dog i længden virke demoraliserende til begge sider. Det var vistnok et nødvendigt grundlag for oldtidens samfundsliv og en
