I løbet af det 5te aarhundred bliver Athen dette aandslivs midtpunkt. «Deri ligger Athens uforgjængelige ry», siger en nyere forfatter[1], «at det er blevet det forundt at samle i sin midte alle straaler af det hellenske liv og forene dem til den mest fuldkomne og varige virkning paa menneskehedens dannelse gjennem alle tider. Poesien i sin mest fuldendte form naaede sin høide paa den attiske scene; arkitekturen og den bildende kunst skabte med alle de midler, som de foregaaende tider havde uddannet i og udenfor Hellas, sine herligste verker paa Akropolis[2]; i filosofien blev de modne frugter af ionisk og eleatisk naturspekulation[3] overført til Athen for der i Sokrates’s og Platons aand at lutres og faa sin ædleste form; veltalenheden, hvis theori var opstillet i det græske Sicilien og Italien, fandt sine største opgaver og sin høieste uddannelse i Athens folkeforsamling; og historieskrivningen, som gjennem de ioniske «logografer» havde tilfredsstillet trangen til orientering i den omgivende verden og i Herodots udødelige bøger havde sikret mindet om de ærefulde frihedskrige for alle tider, løste i Atheneren Thukydides sin høieste opgave.»
Men dette folk, som næsten i alle retninger af menneskeligt aandsliv har frembragt det største, som overhovedet var muligt med oldtidens forudsætninger og navnlig uden den guddommelige aabenbarings nye livskilder, staar allerede i dette samme aarhundred nær ved afslutningen af sin eiendommelige, originale, klassiske udvikling.
Thi ligesom den høieste menneskelige dannelse i hin tid var samlet paa et lidet omraade, det hellenske folks, saa var dens fulde blomstring ogsaa begrænset indenfor et meget kort tidsrum. «Intet folk har nogensinde gjort en raskere og mere glimrende fremgang, men heller intet hurtigere
overskredet sit høidepunkt, end det græske i dette tidsrum. — —
