dom. Thi mange og store ting hindrer os fra at gjøre dette, selv om vi havde lyst dertil, først og mest det, at gudernes billeder og templer er brændt og nedrevet, og dette maa vi hevne til det yderste heller end at slutte forbund med dem, som har gjort det, — dernæst det, at alle Hellener er af ett blod og ett tungemaal, deres helligdomme og deres gudsdyrkelse er fælles og deres tænkesæt ens, og at Athenere skulde forraade dette, det vilde være altfor galt. Saa skal I da vide, hvis I ikke har vidst det før, at saalænge der er en eneste mand igjen af Athenerne, vil vi aldrig slutte noget forlig med Xerxes».[1]
De seire, som Hellenerne vandt i disse aar, havde afgjørende verdenshistorisk betydning; i dem havde Hellas og hellensk kultur seiret over Persien, Europa over Asien, friheden over despotiet, og tillige demokratiet over aristokratiet, Athens aand over Spartas[2].
Med saadan daad havde Athen begyndt det 5te aarhundred. Og snart ser vi det udfolde en forbausende kraft udad, paa samme tid som dets indre liv bærer de rigeste frugter i videnskab, kunst og digtning.
Det hellenske folk havde allerede i sin ungdomstid — omtrent et halvt aartusend før de begivenheder, vi her har mindet om, — i de homeriske digte frembragt et storverk af saadan betydning, at den vei, som digtekunstens og al kunsts udvikling hos de europæiske folk har taget, ikke kunde forklares eller tænkes uden med disse digte som udgangspunkt og i mange stykker som forbillede. I de følgende aarhundreder havde de fleste af de hellenske stater og stammer — under altid livligere samkvem baade indbyrdes og med fremmede og under en sterkt bevæget politisk udvikling — naaet en rig og alsidig kultur og i mange retninger af aandslivet, i de forskjellige arter af digtekunst og musik, i bygnings- og billedkunst, ja allerede i videnskabelig tænkning (filosofi) aabenbaret, at det havde baade ydre og indre betingelser for at fuldhringe det største.
1*
