været samlet, og det saa ud, som det skulde været et øiebliks sag for den overmægtige fiende at tilintetgjøre Athen og en gang for alle gjøre ende paa Hellener-folkets selvstændige liv, — da de øvrige hellenske stater holdt paa at opgive modstanden og svigte hverandre i farens stund for at redde for sig selv de smuler, som maaske endnu kunde reddes, da var det Athen, som følte, hvad de enkelte stater og stammer skyldte det fælles fædreland, som turde tænke for alvor paa at optage kampen mod den uhyre overmagt, som heller vilde vove og lide og ofre alt end opgive forsvaret for det hellenske land og folk og sprog og for de hellenske guder og deres helligdomme; og det skyldtes mest Athen, at den dristige tanke blev gjennemført og Persernes forfærdelige hærskarer slagne gang efter gang, tillands og tilsøs,[1] og det uagtet der var megen spænding og ofte store rivninger mellem de hellenske stater indbyrdes, og uagtet de fleste at dem led under skarpe parti-modsætninger i det indre.
«Man vil,» siger denne krigs historieskriver, Herodotos, «ikke tage feil af sandheden, om man siger, at det var Athenerne, som nu blev Hellas’s frelsere. — — Det var dem, som vakte hele det øvrige Hellas og — næst guderne — drev Perserkongen tilbage».[2]
Hvad aand der dengang besjælede Athens folk, det kan vi faa en forestilling om ved at læse det svar, som Spartas udsendinger fik, da Perserne aaret efter slaget ved Salamis havde budt Athenerne fred og forbund paa de mest glimrende vilkaar, og Spartiaterne var rædde for, at de skulde modtage tilbudet. I dette svar siger Athens folkeforsamling bl. a. følgende: «— — I kjender jo dog Athenernes sindelag, at der ingensteds paa jorden findes guld i saadan mængde eller land saa skjønt og herligt, at vi for at faa det skulde ville
slutte os til Perserne og hjælpe til at bringe Hellas i træl-
