I det hellenske folks[1] historie er det 5te aarhundred før Kristus i mange henseender det merkeligste tidsrum.
Dette folk bestod af forskjellige stammer med sterkt udprægede eiendommeligheder i sprog og national-karakter. Det dannede ingen politisk enhed, men var tvertimod delt i en mængde særskilte stater; i regelen var det saa, at hver by med sit tilliggende landskab udgjorde en egen stat[2]. Af disse stater var paa den tid, vi skal beskjæftige os med, Sparta (med landskabet Lakedaimon eller Lakonika paa Peloponnes) og Athen (med landskabet Attika i Mellemgrækenland) de betydeligste. Navnlig hævdede Sparta længe sin stilling som stormagten i Hellas. Men allerede i det 6te aarhundred begyndte Athen at tage stor vekst, og da den afgjørende kamp kom mellem «Hellener og barbarer», da det lille Hellas blev angrebet af det umaadelige Perserrige, da var det Athen, som tog hovedstødet og i et eneste slag (ved Marathon, aar 490) gav fienden et saadant knæk, at han øieblikkelig vendte hjem og foreløbig opgav det hele. Og da saa Perserne 10 aar senere under en ny konge (Xerxes) begyndte krig igjen og rykkede mod Hellas
med saa store hærmasser, som vel aldrig før eller senere har
- ↑ I al historisk tid har dette folk kaldt sit land Hellas og sig selv Hellener, som det endnu gjør. Fra Romerne har vi faaet benævnelsen Græker og Grækenland.
- ↑ By og stat betegnes paa græsk med et og samme ord (polis, hvoraf baade „politi" og „politik" kommer).
1
