af betingelserne for den hellenske kultur-udvikling; thi det gjorde det muligt for alle borgere at faa baade tid og lyst til at tage del i de offentlige anliggender, til at sørge for sin legemlige og aandelige uddannelse og interessere sig for høiere formaal; men det førte paa den anden side til, at borgerne holdt sig for gode til legemligt arbeide, det fristede til lediggang og medførte farer baade for den politiske og for den økonomiske udvikling. Og trællene seiv holdt det naturligvis som oftest nede i aandelig umyndighed. Trældommen var oldtidens forbandelse, og det var først kristendommen, som kunde hæve den.
Ligeover de fremmede og endnu mere ligeoverfor trællene dannede altsaa statens borgere et strengt afsluttet «aristokrati». Men inden borgernes egen kreds var Athens samfundsorden rent demokratisk. Dets forfatning, saaledes som den var ordnet ved Kleisthenes henved aar 500, kan kaldes «konservativ republikansk»; men allerede ti aar før Perserkrigenes slutning[1] blev der ved Efialtes og Perikles gjennemført en forandring, som i virkeligheden indeholdt et brud med denne forfatning og dannede overgangen til et «radikalt demokrati».[2] Efiaites blev myrdet, men Perikles vandt saa meget større indflydelse; gjennem tredive aar var han Athens egentlige styrer[3]. Han satte sig til opgave at fremme Athens storhed, udåd ved erobringer og ved at tilintetgjøre «forbundsfællernes» selvstændighed, indad ved at styrke folkets sans for det skjønne og hæve dets aandelige dannelse, ved paa offentlig bekostning (for største del for «forbundsfællernes» penge) at smykke staden med de herligste kunstverker, ordne fester til gudernes ære (og folkets fornøielse) paa
en langt mere storartet maade end før, gjøre borgerne livet
