hørt ham, siden han ikke ejed Magt til at faa det fra sig, endda han vilde og stræved?
Det var vist saa.
Saa maatte han be om igjen og anderledes.
Han snudde og gik tilbage mod Briskeby.
Mere ydmyg, mere ruelsesfuld, meget mere opfyldt af Selverkjendelse maatte han være, naar han voved at bøje Knæ for den strænge Hjærtegransker deroppe og be ham om noget. Han havde pukket paa sin Ret og frækt fordret, hvad han krybende skulde ha tigget og tryglet om. Saaledes forholdt det sig. Gud fandt ikke Behag i hans Bøn. Han skulde vride sig som en Orm for hans Fødder, han skulde bringe ham sin blødende sønderbrudte Sjæl til et rygende Brændoffer for Herren. Det forlangte Gud.
Da han var kommen op paa sit Værelse, laaste han atter Døren og la sig næsegrus ned paa Gulvet og i brændende fanatiske Ord begyndte han at udøse sit Hjærte for Herren. Han skreg det ud dæmpet stønnende, og blev længe liggende med Hagen hvildende paa de
