foldede Hænder, og Hodet tilbagebøjet, saa det værked i Nakken. Tilsidst brast han ud i hulkende Graad og lod Ansigtet falde plat ned paa Hænderne, som laa flade mod Gulvet.
Da han endelig rejste sig, følte han sig trøstet og lettet, og da han atter gik ud, lykkedes det ham næsten ganske at holde Asia vække fra sine Tanker.
Fuld af Mod og Fortrøstning la han sig til at sove om Aftenen, men da han vaagned om Morgenen, faldt: in Asia profectus est — atter over ham med nagende Tyngsel, og mens han vasked og klædte sig paa, saa han hele Tiden Bommerten for sig. Og han tænkte sig de umuligste Tilfælde, som kunde ha reddet ham, blandt andet, at det pludselig var blet Solformørkelse, eller at der havde lydt det Raab gjennem Salen: Universitetet brænder, eller at han havde faat ondt og var seget ned af Stolen, netop som han skulde til at oversætte det om Asia, og de havde maattet bære ham bort.
