frem for sig med de runde, lyse Barneøjne, som skinned efter Taarerne og Bønnen.
«In Asia profectus est» — Nej, men hvad var dette for noget? Han havde jo lovt Vorherre, at han ikke vilde tænke paa det mere, og nu hang Alligevel Stilen ret op og ned for hans indvendige Øjne, og han maatte læse op igjen og op igjen det Stedet dernede tilvenstre, hvor der stod: in Asia profectus est.
Han greb sin Hat og styrted ud.
«In Asia profectus est», han ikke alene saa det for sig paa Træstammerne, i Luften, paa den grusede Skovvej, paa Husklyngen der borte tilhøjre, han gik ogsaa og tygged det op og op igjen inde i sig. Med Magt prøved han at tænke paa andre Ting, men men det lykkedes ikke.
In Asia profectus est.
Saa stod han stille og grubled.
Han mente jo, at han havde tat Byrden af sig og havde lagt den over paa Vorherre, men nu gik han ligefuldt og slæbte paa den. Var dette Tegn paa, at Gud ikke havde bøn-
